logo
image 01
image 02
image 03
Hugvej 6, Vedersø, 6990 Ulfborg
Toprenoveret villa med eminent udsigt til klitterne

Listen er lang, når det kommer til de punkter, der udmærker villaen på Hugvej 6 nær Vedersø. Først og fremmest vil udsigten over Vestkystens klitter afsløre, at der er tale om en forrygende beliggenhed i naturskønne omgivelser. Dernæst er det selve huset, der imponerer med en lang række opgraderinger siden 2010 - herunder et fornyet kloakeringssystem, termiske solpaneler samt solceller i haven, der giver et lavt energiforbrug.

Kulissen er malerisk, og stemningen er sat allerede inden, I sætter fod på matriklen. Udsigten over klitterne, der skyder ryg i horisonten, er et fængende syn, og mellem jer og den smukke natur er et åbent, fladt landskab. Haven er let at holde, og jorden er næringsfattig - ideel til den vilde blomstereng og let vedligehold. Den lille sø, de gamle træer og det fine orangeri giver dog plads til grønne fingres udfoldelser. Udearealerne afrundes af det 70 kvm store værksted, der giver rigeligt med plads til alverdens hobbyprojekter. 

Indenfor er det et meget rummeligt hjem, der udfolder sig. I stuen er der åbnet op til førstesalen, hvilket giver en utrolig loftshøjde samt et rigt lysindfald. Køkkenet tilstøder stuen, og derudover rummer stueplanet et viktualierum, to værelser, et badeværelse og et walk-in-closet, mens førstesalen ligger inde med et åbent kontormiljø samt et isoleret loftrum, der kan indrettes til endnu flere værelser. På den kvalitetsbetonede materialeliste finder I massivt egetræ, travertin samt skifergulve, et Svane-køkken og et engoberet tegltag.

Det enormt velholdte hus ligger dels tæt på et aktivt foreningsliv og et socialt lokalsamfund, og dels helt afsondret omgivet af naturen. Der er få kilometer til klitterne og fantastisk sandstrand ved Vedersø Klit, og samtidig får I alt fra indkøbsmuligheder, daginsitution og idrætsfaciliteter inden for en radius af otte kilometer. Endelig er der skolebus til friskolen i Stadil.

Økonomi
Pris
1.495.000 kr.
Ejerudgifter pr. md.
1.105 kr.
Mads Rauhe
Indehaver, Ejendomsmægler MDE