logo
image 01
image 02
image 03
Nørredige 36, 6950 Ringkøbing
Smuk og detaljerig villa med stor have og kæmpe carport

På Nørredige i Ringkøbing har vi nu fornøjelsen af at udbyde denne smukke villa til salg. Huset rummer hele 210 boligkvadratmeter, og det fremtræder med en lang række flotte detaljer.

Planløsningen inkluderer blandt andet fire soveværelser og tre sammenhængende stuer, og såvel stueetagen som førstesalen har badeværelse. Ude kan I glæde jer til en stor og nem have, og der medfølger tillige en kæmpe carport. Ejendommen er opført i gedigne materialer med tegltag, og både foran og bagtil er der karnapper, som sørger for ekstra lys i to af de tre stuer. Samtlige stuer har brede fyrretræsplankegulve og originale stuklofter med rosetter. Bemærk også de dekorative radiatorskjulere og vægpanelerne i den største stue, som har terrassedør ud til haven. Fra to af stuerne er der direkte forbindelse til det velholdte køkken, som kan indrettes med en spisekrog. Køkkenet er udført med praktisk kogeø, og det har mange skabe og skuffer. Foruden et badeværelse med gulvvarme indeholder stueetagen en entré og en stor baggang samt et vaskerum.

På førstesalen finder I de fire soveværelser, og ét af dem har loft til kip med charmerende fritlagte bjælker. Der er derudover et gennemgangsværelse og endnu et badeværelse plus et repos. Huset har endvidere en kælder på 63 kvadratmeter, der kan anvendes til opbevaring.

Den store grund prydes af tre høje bøgetræer, hvoraf det ene er en rødbøg. Omtrent halvdelen af haven vender mod syd, og den er anlagt med græsplæne og tre dejlige solterrasser. Den tilhørende carport er lavet af galvaniseret stål, og den har plads til en autocamper. Beliggenheden er bynær – med cirka ti minutters gang til Torvet. Ringkøbing Fjord kan ligeledes nås til fods, og det samme gælder banegården.

Økonomi
Pris
1.895.000 kr.
Ejerudgifter pr. md.
2.497 kr.
Mads Rauhe
Indehaver, Ejendomsmægler MDE